I det fynske folks tjeneste

Hidsig kvinde stak politimand en flad

En politimand fik en lussing af en vred kvinde, da han ville stoppe et kvindeslagsmål i Odense lørdag nat.

En politimand forsøgte lørdag at stoppe et kvindeslagsmål i Odense. Det resulterede i, at manden fik en hård lussing, da han gik imellem de kamplystne kvinder.

- Vi bliver kaldt ud til et slagsmål i Skt. Knuds Kirkestræde klokken godt to i nat, hvor der er fire fem kvinder der er kommet op at toppes. Det vil vi selvfølgelig forsøge at stoppe, og så er der en 21-årig kvinde der slår vores betjent i ansigtet, siger vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Kvinden blev anholdt og taget med på stationen, men hun nægtede at have slået betjenten.

- Hun mente, at hun havde slået en anden kvinde i slagsmålet, men det kunne vi jo se, at hun gjorde, så hun blev afhørt og løsladt igen, siger Kim Munksgaard.

Kvinden kommer fra Blommenslyst, og hun er nu sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

Hvad der havde fået aggressionerne frem i kvinderne lørdag nat, melder historien ikke noget om.

Ved du noget? Så send os et tip