Hidsig motorcykeljagt: Styrtede under flugt fra politiet

En 41-årig mand satte onsdag livet på spil i forsøget på at slippe væk fra politiet på en stjålet motorcykel.

Det kunne være endt helt galt for en 41-årig mand, da han to gange onsdag formiddag forsøgte at flygte fra politiet  på en motorcykel. 

Den 41-årige tiltrak sig først politiets opmærksomhed på Vollsmose Allé klokken 10.45, hvor han kom kørende på en Suzuki motorcykel. 

- Vi finder ud af, at motorcyklen er stjålet, så vi sætter efter ham. Han forsvinder ind af et stisystem og videre mod Kerteminde, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede. 

Motorcyklen, som den 41-årige mand stikker af på, er to dage tidligere blevet stjålet fra en køreskole på Rugaardsvej i Odense. 

En time senere får politiet igen kontakt med den 41-årige motorcykeltyv. Denne gang opdager de ham i Marslev og sætter igen efter ham. Her ender det med, at manden forsøger at køre ind på en cykelsti. Men det lykkes ikke for ham, og i stedet vælter både han og motorcyklen ind på en mark. Den 41-årige kommer dog ikke til skade under styrtet. 

- Vi anholder ham på stedet, og har nu også taget en blodprøve, da vi mistænker, at han er påvirket af stoffer, fortæller Lars Thede.  

Den 41-årige mand er nu i politiets varetægt. 

Oversigt

    Oversigt