Hip brunch: 1000 rundstykker i sæk, værsgo!

HIP-CAMP på Skarø festivalen Love In er det lidt mere luksuriøse område. Her får gæsterne blandt andet en HIP-brunch hver morgen.

På festivalens hjemmeside står der, at der ikke er nogen very importent persons (VIP) på Love In festivalen. Til gengæld er der et HIP-område. 100 af de 1500 festivalgæster har tilkøbt adgang til HIP-området for 795 kroner. Det er et område, hvor gæsterne har mulighed for at være på festival, men stadig have det godt. En af fordelene ved at have sit telt i det område er en gratis HIP-brunch hver morgen. 

Men den hippe brunch er altså ikke mere hip, end at de 1000 rundstykker, der hver morgen bliver sejlet over med færgen, bliver serveret i den sæk, de kommer i. 

- Der kommer jo 1000 rundstykker ind med færgen hver dag, så dem serverer vi i nogle store sække og gør lidt sjov ud af det. Vi ved jo alle sammen, også gæsterne, at vi er på en ø, og der er udfordringer, og de udfordringer tager vi med, fortæller Jette Nyholm, som er frivillig og står for bruncharrangementet. 

Græsk yoghurt med hjemmelavet rabarberkompot, kylling med råmarinerede grøntsager samt æg og bacon er nogle af de ting, HIP-gæsterne hver morgen kan nyde. 

- Det er stadig en festival under opbygning, og vi har ikke prøvet det her med brunch før, så vi har haft strømproblemer her til morgen. Der var sikringer, der sprang, så vi var uden strøm i en times tid, så vi har haft stress på. Vi tager en fadøl og et lille shot, så skal det nok gå, siger Jette Nyholm. 

Ikke alt er som lovet

Udover brunch byder HIP-området på et særskilt campingområde, hvor der er mulighed for ro, gratis bad- og toiletfailiteter, fri bar til morgenmaden, hvor der både er noget til de, der kan drikke alkohol fra morgenstuden og de, der ikke kan. Derudover kan man låne en feltseng, så man ikke skal vågne op med ondt i ryggen, og så skulle det også inkludere gratis aviser, men de er ikke at finde nogen steder. 

- Jeg kan ikke finde noget, som ikke er de ekstra penge værd. Jo, det skulle lige være, at aviserne ikke er der, siger Mette Knudsen fra Odense, som er en af brunchgæsterne. 

 
 
Foto: Camilla Bøgeholt Lund

Men har du savnet dem? 

- Nej, det går nok, vi læser bare to i morgen. 

Ved et andet bord i den gamle lade sidder Rene Fischer fra Svendborg, som også er kommet igennem morgenmaden. 

- Det var helt fantastisk. Det er jo dejligt at få noget mad, når man er på festival. Men jeg kan først vurdere sidst på ugen, om det hele holder og er de ekstra penge værd. Foreløbig går det meget godt.  

Var der noget, de kunne gøre bedre? 

- Vejret. 

Det kan de af gode grunde ikke gøre så meget ved. 

- Jeg synes godt, at de kunne anstrenge sig lidt mere, slutter Rene Fischer af. 

Oversigt

    Oversigt