Betalt for lidt i 10 år: Sydfynske kunder skal af med 17 millioner

Kunderne hos Sydfyns Elforsyning har betalt for lidt i 10 år. Nu opkræves de i alt 17 millioner kroner.

Opdateret 14.17

Vi har tidligere citeret Engeriwatch for, at regnskabet i 2015 er skyld i ekstraregningerne til kunderne. Administrerende direktør i SEF, Anders Banke, fortæller, at det ikke er tilfældet. Vi har derfor rettet i artiklen.

Sydfyns Elforsyning (SEF) har haft penge til gode hos deres kunder. I en årrække på 10 år har forsyningsselskabet opkrævet for lidt hos sine kunder, og derfor får forbrugerne nu en ekstraregning på i alt 17 millioner kroner.

- Fra 2005 til 2015 har vi opkrævet for lidt, og det er dét, vi opkræver på én gang nu, fortæller administrerende direktør i SEF, Anders Banke.

Indkrævningen startede allerede i sidste kvartal af 2016, og den ekstra opkrævning er overstået i 2017. Ifølge direktøren mærker kunderne det ved en stigning på mellem 10 og 20 kroner om måneden resten af året. 

I 2015 kom SEF ud med et historisk dårligt regnskab på grund af tab på værdipapirer, og de røde tal glødede. Resultatet blev et minus på 12,3 millioner kroner. 

SEF fik i regnskabet året efter indhentet 9,5 millioner kroner, og forsyningsselskabet har for første gang siden 2013 overskud og sorte tal på bundlinjen. 

Anders Banke afviser, at ekstraregningen skyldes underskud i regnskabet.

- Det har intet med 2015-regnskabet at gøre. Vi har ventet på, at Energitilsynet har givet tilladelse til at opkræve vores tilgodehavende, siger han. 

Direktøren forventer, at SEF også i 2017 vil komme ud med underskud. Det skyldes blandt andet nedskrivninger af Waoo-aktier.

Oversigt

    Oversigt