I det fynske folks tjeneste

Historisk guldtriumf for banelandsholdet

Australien kunne intet stille op mod det danske banelandshold med to fynske ryttere, der fredag vandt den første VM-titel til Danmark nogensinde i fire kilometer holdforfølgelsesløb.

Fynske Casper Jørgensen og Alex Rasmussen (i baggrunden) jubler sammen med holdkammeraterne

Det danske banelandshold i fire kilometer holdforfølgelsesløb gjorde det endelig. Efter sølv ved VM og OL i 2008 sikrede Casper Jørgensen, Jens-Erik Madsen, Alex Rasmussen og Michael Færk Christensen i dag Danmark det første guld nogensinde ved VM på bane med en finalesejr over Australien.

Danskerne trak hurtigt fra de australske modstandere på banen i polske Pruszkow og klokkede ind i tiden 3.58.246 minutter, hvilket var godt halvandet sekund hurtigere end tiden i fredagens kvalifikationen. Her tilbagelagde danskerne de 16 omgange i 3.59.892 minutter med Michael Mørkøv som en del af kvartetten i stedet for Michael Færk Christensen. Tempoet i finalen var så højt, at Jens-Erik Madsen måtte slippe undervejs.

Danmark har nu vundet to medaljer ved VM-stævnet, efter at Daniel Kreutzfeldt onsdag vandt sølv i pointløbet. Mens det aldrig tidligere er blevet til VM-guld til Danmark i holdforfølgelsesløbet, så lykkedes det i 1968 at vinde OL-guld efter en finalesejr over det daværende Vesttyskland.