I det fynske folks tjeneste

Historisk nedgang: Passagererne flygter fra DSB

For første gang i nyere tid er antallet af passagerer med DSB faldet over en længere periode. Flere tager i stedet bilen.

Samlet kørte danskerne godt 3 procent mindre med DSB sidste år end i 2013, og faldet fortsætter i år. Foto: Ole Holbech

DSB’s halvårsregnskab viser, at statsbanerne på blot et år tabte 4,5 procent af passagererne over Storebælt. Det skriver fagbladet Ingeniøren.

Samlet kørte danskerne godt 3 procent mindre med DSB sidste år end i 2013, og faldet fortsætter i år.

De seneste fem år er antallet af biler, som krydser broen, til gengæld steget næsten 17 procent, og bilparken er vokset 13 procent.

DSB erkender, at konkurrencen fra bilerne er blevet hårdere.

- Konkurrencesituationen med bilen er blevet hårdere. Bilerne er blevet relativt billigere og kører længere på literen, og rigtig mange kundegrupper kan blive fristet til at skifte til bil, siger underdirektør Aske Wieth-Knudsen, DSB, til fagbladet.

Læs også Pres på DSB: Flere skal køre med private fjernbusser

SF’s fynskvalgte transportordfører Karsten Hønge siger til bladet, at det er en katastrofal udviklingen.

Trafikforsker er ikke overrasket

Det overrasker ikke transportforsker Harry Lahrmann, Aalborg Universitet, at togtransporten falder.

- Vi har gjort det billigere at køre bil, og det er helt forkert og rigtig trist. Historisk har styrken for den danske trafik været, at det har været relativt dyrt at køre bil, og at vi derfor har haft relativt lidt trængsel. Den fordel har vi ikke længere, og vores bilejerskab er hurtigt steget, siger Harry Lahrmann.