I det fynske folks tjeneste

Historisk varm fredag i vente på Fyn

Det kan blive en historisk varm fredag på Fyn. Hvis det går som meteorologerne spår, kan temperaturen nå 20 grader sidst på dagen.

Efter en - efter årstiden - lun nat med temperaturer op til 10 grader er der mere varme i vente fredag. Hvis det går som TV 2 Vejret forudser, kan temperatuen enkelte steder på Fyn nå 20 grader. Varmest vil det være midt må Fyn.

Med så høje temperaturer står vi overfor en marts-dag, der med al sandsynlighed går over i historien som en af de varmeste nogensinde målt, fortæller TV 2 Vejret.

Kun fem gange siden man i 1874 systematisk begyndte at måle på vejret landet over - dag for dag - har temperaturen været over 20 grader i årets første forårsmåned.

Ved de fynske kyster må man dog kigge langt efter den stærke forårsvarme. Havtemperaturen ligger omkring 5 grader, og det får indvirkning på især de sydvendte kyster, da der dagen igennem vil blæse en svag til jævn vind fra syd op over landet. Her når temperaturen ikke over 8-9 grader.

Vejrudsigten fra DMI er lidt mere beskeden. Den siger skyet og diset vejr, men i løbet af dagen mulighed for perioder med sløret sol. Temperaturen stiger til mellem 13 og 18 grader.

01:00 Luk video