Historisk vingesus: Bunker åbnes for publikum

Tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge kan man dykke ned i en beskyttelses-bunker i Odense centrum.

Det bliver nu muligt at få et kig ned i en beskyttelses-bunker fra Anden Verdenskrig.

Det sker, når den solide betonkonstruktion åbnes af Odense Bunkermuseum og Odense Letbane, så man kan opleve den helt særlige – og måske lidt klaustrofobiske – bunkerstemning på egen hånd.

Bunkeren har i mange år ligget gemt væk på Vestre Stationsvej 4 i Odense, hvor der tidligere lå en daginstitution.

Peter Freisleben fra Odense Bunkermuseum vil fortælle om bunkerens historie fra slutningen af Anden Verdenskrig og op gennem Den Kolde Krig.

Vil du mærke de kolde vinde fra en stump af verdens krigshistorie, så åbnes bunkeren tirsdag 24. maj til torsdag 26. maj, alle tre dage fra klokken 15.30 til 17.30.

Det anbefales, at man husker egnet fodtøj, da området omkring bunkeren godt kan være mudret.

Oversigt

    Oversigt