I det fynske folks tjeneste

Politikere i Faaborg-Midtfyn til borgerne: Hjælp os med at lægge budgettet

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn vil gerne have borgernes input til budgetforslag. Derfor inviterer politikerne alle interesserede til borgermøde.

00:15

Faaborg-Midtfyn beder borgerne om hjælp til budgettet

Arbejdet med næste års budget står for døren i Faaborg-Midtfyn Kommune, men politikerne vil ikke gøre alt arbejdet selv. De vil nemlig gerne høre borgernes tanker om de konkrete budgetforslag, der er i spil. 

Derfor er alle interesserede inviteret til borgermøde både tirsdag 17.- og torsdag 19. september. 

- Det gør vi for at komme i kontakt med borgerne og høre deres inputs til vores budget, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager (S). 

Læs også Borgmester efter dødsfald: - Det er et wakeupcall til alle

Samtidig gør han det klart, at det selvfølgelig er politikernes ansvar at sørge for, at budgettet for 2020 holder. 

- I sidste ende er det jo os, der skal stå til ansvar for det. Men inden vi afslutter forhandlingerne, vil vi gerne høre borgerne. 

Borgerne har blik for budgettet

Hans Stavnsager har høje forventninger til borgernes bidrag ved borgermøderne tirsdag og torsdag. 

- Vi håber, borgerne kommer med nogle konkrete overvejelser. Nogle gange kan vi være heldige at finde forslag, som både er bedre og billigere. Det er sådan noget, borgerne har et blik for, siger borgmesteren.  

Læs også Arkæologer jubler: Finder tusinde år gamle brønde

Han lover, at alle forslag vil blive taget seriøst. Også selvom der ikke er plads til alle forslag i den her omgang. 

- Det er ikke sikkert, deres forslag kan komme med denne gang, men så kan det være, vi kan tage dem i betragtning til næste gang, der skal lægges budget, siger Hans Stavnsager.

Dialog om budgettet

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune vil gerne have borgernes input til de konkrete budgetforslag, der er i spil. Derfor inviterer politikerne interesserede borgere til to borgermøder:

  • tirsdag den 17. september klokken 19-21 i administrationsbygningen, Mellemgade 15, 5600 Faaborg
  • torsdag den 19. september klokken 19-21 på rådhuset i Ringe, Tinghøj Allé 2, 5750 Ringe 

Tilmelding til borgermøderne skal ske på mail til annmc@fmk.dk.