Hjælp på vej til støjplagede naboer

Konservative i Odense foreslår, at Odense Kommune bruger kommunale penge på at hjælpe støjplagede naboer, selvom opgaven ligger hos staten.

I årevis har beboerne langs motorvejen gennem Odense været plaget af støj. Og lige så længe har de kæmpet for at få Vejdirektoratet til at etablere støjdæmpning.

quote Det er også livskvalitet at kunne sætte sig i haven og drikke en øl efter at man slået græsset uden at skulle bruge høreværn.

Søren Windell, konservativ spidskandidat

Men nu er der måske hjælp på vej. Konservative i Odense foreslår, at Odense Kommune afsætter 10 millioner kroner, som målrettet skal bruges til at afhjælpe støjproblemerne for de 3.500 husstande, som Vejdirektoratet vurderer er støjbelastede.

Vi er parat til at bruge 10 millioner kroner om året for at komme igang med at hjælpe de støjplagede beboere langs motorvejen. Det her er et stort problem for rigtig mange borgere, og det er også livskvalitet at kunne sætte sig i haven og drikke en øl efter at man slået græsset uden at skulle bruge høreværn, siger Søren Windell, der er konservativ spidskandidat i Odense.

Ingen penge i statslig støjpulje

Det er Vejdirektoratet, der har opgaven med at etablere støjafskærmning fra motorveje, men der er ingen penge i Vejdirektoratets pulje til støjbekæmpelse. 

Elin Andersen fra Støjgruppen Odense glæder sig over forslaget, og hun håber, at det vil bane vejen for, at Folketinget vil sætte penge af til at bekæmpe støjen fra motorvejen.

Støjgruppen Odense ønsker en strækning på omkring 15 kilometer dæmpet, og Vejdirektoratet vurderer, at det koster mellem 15 og 18 millioner kroner pr. kilometer at lave effektiv støjdæmpning.

Med udspillet på ti millioner kroner er man langt fra i mål, men med forslaget håber den konservative spidskandidat i Odense, at landspolitikerne får øje på problemet og vælger at sætte penge af til den nødvendige støjdæmpning.

- Det er da ihvertfald en begyndelse, og det er et signal at sende til Vejdirektoratet om, at vi tager det her seriøst i Odense: Vi har et problem med støj, som skal løses, forklarer Søren Windell.

Socialdemokraterne vil lægge pres på regeringen

Socialdemokraterne i Odense, vil også gerne hjælpe de tusindvis af støjplagede beboere, men i stedet for at bruge penge på støjdæmpning, mener socialdemokraternes politiske ordfører i Odense Byråd, Tim Vermund, at man skal lægge pres på regeringen for at staten til at bevilge de nødvendige penge.

- Jeg har sympati for, at man gerne vil prøve at gøre noget ved det, men det som Søren Windell foreslår rækker som en skrædder i Helvede. Ti millioner kroner er langt fra nok til at få dæmpet støjgenerne, og det er statens opgave at løse det her.

 

 

Oversigt

    Oversigt