I det fynske folks tjeneste

Rygeostens dag: Hjælp Ryge med at redde rygeosten!

Den truede, fynske rygeost har brug for hjælp, og det skal den få. Du kan være med til at redde den eneste ost i verden, som er 100 procent fynsk.

01:05

Video: Alex Syrik

Rygeostens Dag er lige om hjørnet. Den afholdes af TV 2/Fyn fredag den 13. september på Flakhaven i Odense som en del af SPIS! Odense. Her kan rygeost-entusiaster mødes om deres kærlighed til den unikke ost, som er opfundet netop her på Fyn.

Dagen bliver spækket med oplevelser, smagsprøver, workshops og aldrig før afprøvede eksperimenter med rygeost. Hvordan smager mon is og chokolade lavet med rygeost? Det får du mulighed for at finde ud af.

Du kan også blive rygeost-ambassadør og få udleveret diplom og pin, så du kan kæmpe sammen med dine fæller om at bevare rygeosten. Desuden kan du lære at bruge din grillstarter derhjemme til at ryge din egen rygeost.

Læs også Jørgen laver rygeostkogebog: - Jeg elsker rygeost

Rygeosten i fare

Først spoler vi tiden tilbage. Hvorfor er det nødvendigt at redde rygeosten? 

De seneste årtier er produktionen af rygeost gået ned og foregår nu på kun tre mejerier på Fyn.

I efteråret 2017 lukkede Arla for deres produktion af rygeost, fordi salget var for lavt. Det fik Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri ved Vester Skerninge til at råbe vagt i gevær for at redde rygeosten.

En del af indsatsen var at skabe Rygeostens Dag, der sidste år fandt sted den 14. september. Siden da er salget gået lidt op, men det er stadig nødvendigt at skabe opmærksomhed, hvis rygeosten ikke skal forsvinde fra det danske frokostbord.  

Læs også Premiere fredag: Oplev Rygeostens Dag for første gang

Lær at ryge din egen rygeost

På Rygeostens Dag kan du blandt andet få gode fif til hjemmerygning af ost fra en af de mejerister på Fyn, som lever et liv i røg og damp fra de mange rygeoste, som han dagligt producerer: Jørgen Hoff fra Gundestrup mejeri. Han afholder workshop, hvor du bare skal møde op med godt humør og en beholder til at fragte din nyrøgede ost hjem i.  

Der er kun 19 pladser, og du kan læse mere og melde dig til her:

Program for Rygeostens dag på Flakhaven, Odense

14.00-18.00

Hele eftermiddagen kan du møde rygeostambassadører med deres bud på nye måder at spise rygeost på.

14.00-18.00

Hent dit eget ambassadørdiplom og ambassadørpin i Rygeostens Ambassade.

15.30

Rygeost-chokolade. Signe Ryge taler med Morten Aagaard, som har udviklet verdens måske første rygeostchokolade.

15.45

Rygeost og is. Simon Brandt fra Paradis Is i Odense fortæller Signe Ryge, hvorfor is og rygeost faktisk fungerer!

16.00

Workshop: Lær at ryge din egen rygeost i en grillstarter. Tilmelding her.

16.25

Thomas Schaffalitzky synger og spiller sin sang “Rygeost Baby”.

16.30

Show-køkken: Talk med Ditlevsdal Bison Farm om hvordan de bruger rygeost. Vært: Signe Ryge

16.45: 

Ekstra workshop! Lær at ryge din egen rygeost i en grillstarter  Tilmelding her

17.15

Signe Ryge taler med blogger og rygeostambassadør Anna Nordenlund, "Grødgrisen", om hendes nyudviklede ret med rygeost. Det foregår ved Mejeriforeningens Ost & Kos ostevogn.

17.25

Thomas Schaffalitzky synger og spiller sin sang “Rygeost Baby”.

17.30

Rygeost-chokolade. Signe Ryge taler med Morten Aagaard, som har udviklet verdens måske første rygeostchokolade.