Hjælp til kræftpatienter

Fra d. 1. februar kan patienter som er i behandling på kræftafdelingen på Odense Universitetshospital få svar på alle spørgsmål om sygdom og behandling på ét sted. Nemlig hos to erfarne sygeplejersker, som Onkologisk Afdeling R har ansat som patientforløbsvejledere.

Læger kan også få vejledning

- Formålet med ansættelsen af patientforløbsvejlederne er først og fremmest at skabe tryghed for patienterne og at sikre os, at de får den vejledning og støtte, de har brug for, understreger oversygeplejerske Merete Bech Poulsen fra Onkologisk Afdeling R. Men også pårørende, praktiserende læger og kræftafdelingens andre samarbejdspartnere er velkomne til at henvende sig til patientforløbsvejlederne.

Et års prøvetid

Alle nye patienter vil efter 1. februar modtage et brev med information om, at de kan ringe til patientforløbsvejlederne Susanne Sejersen eller Lene Skov. Patienter, der allerede er i behandling, vil blive oplyst om muligheden for at kontakte vejlederne, når de næste gang møder op på hospitalet.

Foreløbig er patientforløbsvejlederne ansat i et år. Herefter skal effekten af deres indsats måles ved hjælp af en undersøgelse blandt både patienter og personale.

Fakta om afdelingen

Onkologisk Afdeling R på Odense Universitetshospital fik i 2006 knap 3.000 nye patienter. Afdelingen har 50 senge, hvor omkring 3400 patienter bliver indlagt hvert år. Men langt de fleste patienter kommer på kræftafdelingen på endags besøg: Ambulatoriet har 15.000 besøg hvert år, kemo/dagafsnittet har 6.000 årlige besøg, og strålebehandlingsafsnittet gennemfører 29.000 behandlinger hvert år.

Oversigt

    Oversigt