Hjælp til leverpatienter: 112 millioner kroner til forskning

OUH får hovedrollen i nyt stort europæisk forskningsprojekt til 112 millioner kroner i alvorlige leversygdomme.

Der er hjælp at hente for patienter med de mest alvorlige og livstruende leversygdomme. OUH får 6 millioner kroner til at undersøge effekten af nye måder at behandle leverpatienter med de alvorligste leversygdomme.

Det gælder for eksempel Frank Kjeldsen fra Nørre Broby, som lider af skrumpelever. Han har været igennem utallige indlæggelser og har haft vand i maven. For nyligt havde han kraftige styrtblødninger fra knuder på spiserøret.

- Jeg har ligget og blødt temmelig voldsomt. Vi snakker altså omkring 1 1/2 liter blod sidste gang, fortæller han TV 2/Fyn. 

For patienter som ham kan det nye forskningsprojekt betyde et længere liv, for forskerne får mulighed for at opdage patienters livstruende leversygdom tidligere og patienterne kan få en bedre behandling. 

Forskerne forventer at få mere præcise metoder til at diagnosticere og en bedre forudsigelse af akut leversvigt. De får mulighed for at skræddersy behandling til patienterne og dermed en bedre overlevelse for de ramte. Man kan tilmelde sig forskningsprojektet her

quote Vi har skudt meget med spredehagl med medicinen igennem det sidste års tid. Nogle gange har den ramt plet og andre gange har der været problemer

Frank Kjeldsen, leverpatient, Nørre Broby

- Vi har skudt meget med spredehagl med medicinen igennem det sidste års tid. Nogle gange har den ramt plet og andre gange har der været problemer. For mit vedkommende har det været en meget hård psykisk belastning, siger Frank Kjeldsen.

Han har blandt andet mistet appetitten i dagevis uden at kunne spise mad og har maksimalt sovet en time om natten.

Skræddersyr behandlingerne

De seneste års forskning har vist, at der er en tæt sammenhæng mellem floraen i tarmen og leverfunktionen.

I det nye forskningsprojekt MicrobPredict, skal forskerne udvikle biomarkører, som kan vise hvilke patienter, der er i særlig risiko. De skal undersøge, hvilken medicinsk behandling en specifik patient vil have bedst gavn af.

Fakta om MicrobPredict

Målet er inden for de næste seks år at opdage nye, forbedrede behandlinger til de cirka 3000 danskere, som lider af en uhelbredelig leversygdom.

Der er mellem 15- og 20.000 danskere, som er diagnosticeret med skrumpelever, af dem dør cirka 1500 danskere om året af skrumpelever. I otte ud af 10 tilfælde skyldes det et alkoholmisbrug, men en stigende grund til skrumpelever type 2 diabetes og overvægt. 

- Tænk hvis man kunne sige "du skal have det og det og så fungerer det". Det ville da være skønt, hvis man kunne få en metode udelukkende til mig, som fungerer optimalt, mener Frank Kjeldsen, der også sidder i Patientrådet i Center for Leverforskning på OUH.

Ny behandling på OUH

OUH skal stå for et stort lodtrækningsstudie, som skal køre i fem lande, og hvor de skal undersøge en ny behandling. Fokus er særligt på de individuelle og skræddersyede behandlinger og et opgør med at give alle den samme behandling.

- Det er formentligt det største i verden indenfor leversygdomme, så det her er et projekt med en størrelsesorden, hvor vi reelt kan gøre en forskel, fortæller professor Alexander Krag.

Forskerne vil manipulere tarmfloraen for at forbedre leverfunktionen, så de kan skubbe grænserne for, hvad patienterne kan blive tilbudt. 

De laver et studie med 220 patienter, hvor halvdelen får proteinet albomin ind i blodet og den anden halvdel får placebo.

Ved at kigge for eksempel på hvordan bakterierne i deres tarme opfører sig, kan man se hvem behandlingen gavner.  

- I dag bruger vi "one size fits all", og det er fordi vi mangler redskaberne til at se, hvad der virker og hvilke markører som viser, hvem der har gavn af behandlingen. De patienter, hvor vi på forhånd kan se, at de kun får bivirkninger af behandlingen, de skal ikke have den, siger  Alexander Krag.

Forventninger til forskningen

Omfatter 10.000 europæiske patienter

MicrobPredict starter den 1. januar 2019 og skal ledes af professor Jonel Trebicka, som er adjungeret professor ved Syddansk Universitet.

Han har arbejdet tæt sammen med professor Alexander Krag fra OUH i EU-projektet Galaxy. Med i samarbejdet er forskere i verdensklasse og den europæiske leverforening.

Indenfor fire år håber forskerne at kunne give give alvorligt syge leverpatienter en mere præcis behandling Foto: Morten Grundholm 

- Der er et meget stort behov for det her indenfor de seneste ti - ja måske tyve år - har vi ikke fået nogle nye behandlingsmetoder, der har gjort en forskel. Patienterne har en tilværelse, der er meget uforudsigelig og vi har svært ved at finde ud af, hvem der er i særlig risiko, fortæller professor Alexander Krag. 

OUHs projekt er en del af det store projektet til 1120 millioner, som strækker sig over 6 1/4 år. Det kommer til at indeholde prøver fra mere end 10.000 europæiske patienter og er dermed er stort også i EU-sammenhæng. 

Alene i den sidste måned har Frank Kjeldsen modtaget tre indkaldelser til undersøgelser på sygehuset. Han er klar til at melde sig på banen som forsøgspersonen i det nye forskningsprojekt.

- Det vil være en stor hjælp for leverpatienter og sygehusvæsenet vil blive mindre belastet, for jeg render meget herude, siger han.

Oversigt

    Oversigt