En udsmidning fra det lokale værtshus Den Høje Stue på Frederiksgade i Svendborg gik ikke helt efter planen natten til lørdag.
Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi, Ehm Christensen.
Omkring klokken halv fire var dørmændene på værtshuset i gang med at smide en 25-årig mand fra Svenborg ud. En anden mand fra Svendborg på 24 år ville hjælpe dørmændene med udsmidningen, da han selv kom til skade.
Manden, der var i færd med at blive smidt ud, langede ud efter den hjælpsomme mand, som endte med at få en knytnæve lige i hovedet.
Det fik stedet til at tilkalde Fyns Politi, der nåede frem lidt i fire natten til lørdag.
Nægter at snakke
- Vi har haft den 25-årige siddende natten over, hvor han har sovet rusen ud. Her til morgen har vi så afhørt ham, fortæller Ehm Christensen til TV 2/Fyn.
Men manden nægter at udtale sig til politiet. Han bliver dog alligevel sigtet for vold og skal for retten i den nærmeste fremtid.
Den 24-årige forurettede mand, der egentlig bare ville give dørmændene på det lokale værtshus en hjælpende hånd med, kom ifølge vagtchefen ikke alvorligt til skade.