I det fynske folks tjeneste

Hjem badet i mudder

01:35

Resterne af mudder og vand fra fedagens regnskyl og mudderskred ligger stadig i familien Christensens kælder.

1 af 2

Mudder i stride strømme invaderede tre hjem i Ebberup efter den kraftige regn natten til fredag.

Flere steder på Fyn bliver der stadig kæmpet med følgerne af de kraftige skybrud natten til fredag. Her blev især Vest- og Midtfyn ramt af skybrud.

Tre familer i Ebberup ved Assens vågnede op til et større mudderskred. En majsmark udenfor deres hjem forvandlede sig under regnskyllet til en flydende mudderbølge.

Det var også et trist syn, der mødte Karsten Larsen, da han så ud af sine vinduer næste morgen:

- Jeg kan se, at ude i haven ligger der jord, hvor der normalt plejer at være grønt, og ungernes legetøj ligger normalt på græsset. Her var der så bare jord lige pludselig, fortæller han.

Fasaner druknede i mudderet

Erling Nielsen mistede 400 fasankyllinger. De druknede alle i mudder.

Inde hos naboen væltede mudderet også ind. Ind i rugeri og bure til fasanopdræt.

- Her havde jeg alle mine kyllinger gående. 400. Og det stod bare fuldstændig under vand, fortæller Erling Nielsen, der mistede alle 400 fasankyllinger, der druknede i mudderpølen.

Vand og mudder stod også højt om familiens hus, og værkstedsgraven i garagen blev også fyldt med mudder.

- Der var så meget vand, at hvis jeg havde lukket døren op, så var hele huset blevet fyldt med vand, siger Erling Nielsen.

Han har siden fredag morgen gjort rent efter mudderet, og han er ikke færdig endnu.

Kælder fyldt med vand og mudder

Hos Mary og Arne Christensen er skadeservice på besøg mandag. De sov, mens uvejret stod på, men opdagede næste morgen, at kælderen var fyldt med vand og mudder.

- Vi havde slet ikke tænkt, at der var noget. Vi var ikke oppe, mens der var uvejr, siger Mary Christensen.

- Det er kommet oppe fra haven, for kloakkerne udenfor var jo stoppet med jord, siger Arne Christensen.

Nu står den så på rengøring i mange dage for beboerne i Ebberup. Familierne venter nu på, at taksatorer og forsikringsselskaber skal svare på, om de får erstatning for deres skader.

Ved du noget? Så send os et tip