I det fynske folks tjeneste

Hjemmepleje-kritiker gik selv konkurs med plejefirma

Isabel Franzmann kritiserer rådmand Brian Skov Nielsens nye forslag, der skal sikre kommunen mod at deres private leverandører af hjemmepleje går konkurs. Selv gik hun dog konkurs i 2014. Foto: Robert Wengler

Nye regler skal hjælpe hjemmeplejeleverandører i Odense Kommune med at undgå konkurs. Skarp kritiker er selv tidligere gået konkurs.

TV 2/FYN bragte i går historien om, at ældre- og handicaprådmand Brian Skov Nielsen (Ø) vil stramme kravene til private leverandører af hjemmepleje i Odense Kommune. Forslaget går på, at leverandørerne skal have en fastsat minimumsomsætning for at kunne byde på opgaver for Odense Kommune.

En seer har onsdag gjort TV 2/FYN opmærksom på, at der manglede en vigtig oplysning i indslaget.

Isabel Franzmann, der ejer Sejers Senior Hjælp og i indslaget kritiserer rådmandens forslag, var også ejer af Caregruppen, der gik konkurs i 2014, og dermed var en af de konkursramte virksomheder, der ligger til grund for rådmandens forslag om at stramme reglerne i Odense Kommune.

Derfor mener seeren ikke, at Isabel Franzmann er den rette til at kritisere de nye regler, der skal hjælpe med undgå, at kommunens leverandører går konkurs.

Selv mener Isabel Franzmann ikke, at konkursen med Caregruppen rokker ved hendes troværdighed som kritiker af forslaget om at nye leverandører skal have en vis omsætning for at komme i betragtning.

- Nej da. Bestemt ikke. Jeg står i dag i en ny situation og kan ikke se, at det har betydning overhovedet. Tvært imod har jeg netop erfaring til at kunne sige, at det ikke er de små virksomheder, der går konkurs, men de store. Caregruppen havde en omsætning på 15 millioner, og gik alligevel konkurs – netop efter en fusion, som rådmanden anbefaler, at små virksomheder bare kan gøre. Så jeg synes jeg har al mulig grund til at være kritisk, siger Isabel Franzmann, der i dag leverer hjemmepleje til kommunen med sit nye firma, Sejers Senior Hjælp.

Ved du noget? Så send os et tip