I det fynske folks tjeneste

Hjemmerøvere bankede 70-årig med lægtehammer

En 70-årig mand fra Otterup blev torsdag aften udsat for et hjemmerøveri. To mænd bankede ham med en lægtehammer for at få penge.

Klokken 21.45 bankede det på døren hos den 70-årige på Mågevej i Otterup. 

- Det er to mænd, der kræver penge af manden, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi til TV 2/FYN. 

Men manden fortæller, at han ikke har nogen. 

- Så overfalder de ham. Og de slår ham i hovedet med en lægtehammer, så han får flere skader, fortæller Lars Thede. 

Ifølge vagtchefen stikker de to mænd af, da en nabo dukker op for at se, hvad det er, der sker. 

Manden er blevet behandlet på OUH, fortæller Lars Thede. 

- Han er ved bevidsthed, men det kunne have været gået meget værre. Det er jo altid voldsomt at blive slået i hovedet med en hammer. 

Læs også Hjemmerøver kylede flise gennem rude - og undskyldte

Lars Thede fortæller, at den ene gerningsmand er omkring de 60 år. 

- Det er altså lidt usædvanligt i den her slags sager. 

Fyns Politi vil gerne høre fra folk, hvis de har oplysninger i sagen. 

Signalement: 

Mand A: Cirka 60 år gammel. Almindelig af bygning og omkring 175 centimeter høj. Han beskrives som dansk med hvidt hår og hvidt skæg - og så er han lidt snusket at se på. Han har blå jakke med hvide striber på. 

Mand B: Her er signalementet sparsomt. Han er muligvis dansk og omkring 35-40 år gammel. 

Ved du noget? Så send os et tip