I det fynske folks tjeneste

Hjemmerøveri mod 63-årig kvinde

Sent fredag aften blev en 63-årig kvinde fra Skibhuskvarteret i Odense udsat for et hjemmerøveri. Politiet efterlyser nu gerningsmanden.

Det var på Bellisvej i Skibhuskvarteret, at kvinden pludselig opdagede en mand med en lygte inde i hendes stue.

- Kvinden sad og blundede i en lænestol, hvor hun havde ladet sin terrassedør stå åben, så hendes kat kunne komme ind. Pludselig opdager hun en mand, der udgiver sig for at være fra politiet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi til TV 2/FYN.

Manden rækkede ud efter kvindens taske, men det ville den 63-årige ikke finde sig i, så hun tog kampen op mod manden.

- Der bliver noget tumult, og hun falder og får en flænge i hovedet, forklarer vagtchefen.

Manden stak af med tasken, men politiet kan endnu ikke oplyse, hvad tasken indeholdt.

- Hun er ok igen - men hun er selvfølgelig påvirket af oplevelsen, fortæller vagtchefen.

Politiet efterlyser nu gerningsmanden, som beskrives som:

  • 30-35 år
  • Kraftig bygget og cirka 175 cm høj
  • Han var iført mørk jakke og mørke bukser

Har du oplysninger i sagen, der kan hjælpe politiet videre i efterforskningen, så kan Fyns Politi kontaktes på 114.

 

Ved du noget? Så send os et tip