I det fynske folks tjeneste

Hjemmerøvere slog offer i ansigtet

Natten til fredag blev en 53-årig mand fra Faaborg udsat for et groft hjemmerøveri. To unge lokale mænd er anholdt i sagen.

I løbet af natten til fredag trængte to mænd ind i mandens bopæl på Tømmergården i Faaborg.

Ifølge politiet blev manden slået i ansigtet under røveriet, og han er nu indlagt på sygehus for behandling af skaderne, der umiddelbart ikke er alvorlige.

Flere vidner så de to mænd flygte fra stedet tidligt på natten. Fredag middag blev to mænd på 18 og 22 år fra lokalområdet anholdt og sigtet i sagen.

De to mænd bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Politiet har ingen kommentarer til, om der blev stjålet noget fra stedet.