I det fynske folks tjeneste

Hjemmerøveri: To mænd efterlyses

Politiet har nu afhørt kvinden, der tirsdag morgen blev udsat for et groft hjemmerøveri i Vissenbjerg. Fyns Politi vil meget gerne i kontakt med vidner - og med to knallertkørere, der er blevet set i området.

Natten til tirsdag brød flere gerningsmænd ind hos en 74-årig kvinde på Østergade i Vissenbjerg. Her truede de sig til kontanter og slog kvinden.

Kvinden pådrog sig smerter i ansigt, på knæ og albue og er stadig indlagt, men er ved godt mod, oplyser Peter Jørgensen fra lokalpolitiet i Assens.

Selve røveriet fandt sted omkring klokken 02.00 natten til tirsdag, men kvinden blev først fundet af en hundelufter tre timer senere.

Politiet vil meget gerne i kontakt med to knallertkørere, der er hørt køre rundt i området omkring klokken 03.00.

- De er ikke under mistanke, men måske har de set eller hørt noget, vi kan bruge, siger Peter Jørgensen.

Signalementet af de to gerningsmænd:

A:

- Mand

- Starten af 20'erne

- Ca. 170 cm. Høj

- Mørkt tøj

- Muligvis cowboybukser

- Noget mørkt for ansigtet

- Kort lyst hår

- Muligvis blå øjne

- Dansktalende

B:

- Mand

- Starten af 20'erne

- Ca. 170 cm. Høj

- Spinkel af bygning

- Bærer hovedbeklædning

- Noget foran ansigtet

- Dansktalende

Henvendelser:

Assens Lokalpoliti: 63711423 eller Fyns Politi 114