Hjemmerøveri: Politiet efterlyser vidner

Fyns Politi beder nu om hjælp til at opklare et hjemmerøveri på Provstebakken i Odense onsdag den 24. september, hvor en maskeret gerningsmand trængte ind i en kvindes hjem og truede sig til penge.

Især vil politiet meget gerne høre, om nogen har kendskab til en 16 - 18-årig ung mand, der om formiddagen ringede på hos forskellige beboere på Provstebakken for på forskellig vis at samle ind til en fodboldafslutning.

- Vi søger vidner, som har set den unge mand og måske kender ham eller har set ham før. Vi ved ikke, om han er gerningsmanden til det senere røveri, men vi vil meget gerne tale med ham, fordi han kan ligge inde med vigtig viden i sagen, siger politikommissær Carsten Arentoft Andersen fra Fyns Politi.

Politiet ved, han er er set på Provstebakken omkring klokken 8 og igen omkring klokken 10. Ved 10-tiden fik han en kasse sodavand til indsamlingen, som han tog med sig.

Politiet vil gerne i kontakt med den unge mand eller med eventuelle vidner, der har set ham den pågældende dag i området både omkring Provstebakken og Bolbro.

Politiet har følgende signalement af den unge mand:

Han er omkring 16-18 år, har blå øjne og lys i hud og er spinkel af bygning. Han er omkring 180 cm høj.

Han har kort lyst hår, som er længere på toppen end i siderne. På dagen var han iført en grøn Parka-coat, grønne joggingbukser samt sorte og grå Adidas kondisko.

Han har muligvis skiftet til en mørk lidt kortere jakke i løbet af formiddagen.

Oversigt

    Oversigt