Hjemmeværnet er klar til snestorm

DMI har varslet snestorm til fynboerne i denne weekend - og 1500 frivillige fra Hjemmeværnet står klar til at hjælpe.

Det fynske hjemmeværn er ligesom tidligere vintre klar til med kort varsel at støtte ambulancer og andre redningskøretøjer med bæltekøretøjer, hvis det bliver nødvendigt. 

- Folk sidder hjemme på stand-by og er klar, fortæller chefen for de knapt 1500 frivillige fynske hjemmeværnssoldater, Kent Mikkelsen til TV 2/Fyn. 

- Men lige nu sidder jeg i Svendborg - og her øsregner det, fortæller han. 

Hjemmeværnet opererer med vinterberedskab fra 1. november til omkring marts. 

- Vi har to pansrede køretøjer til at hjælpe Falck, hvis det bliver nødvendigt.  Og en stribe firehjulstrækkere, som kan hjælpe kommuner med udlevering af medicin og mad. Det er politiet, der afgør, om vi skal rekvireres. 

I vinteren 2013 var hjemmeværnet ude flere gange for at hjælpe.  Sidste år blev det kun til en enkelt gang på grund af den milde vinter.

- Vi vil jo rigtig gerne ud og prøve vores materiel. Vores frivillige vil gerne gøre en forskel - men rent samfundsøkonomisk er det nok bedst, at sneen bliver væk, siger Kent Mikkelsen. 

Oversigt

    Oversigt