Hjernerystelse holder Odense-målmand ude af Golden League

Althea Reinhardt er fortsat ikke kommet sig, efter at hun blev ramt af en bold i hovedet for to uger siden.

En hjernerystelse holder landsholdsmålmand Althea Reinhardt ude af næste uges Golden League-stævne i Frankrig.

Den 22-årige Odense-målmand har onsdag sendt afbud til turneringen, da hun fortsat ikke føler sig kampklar, efter at hun for godt to uger siden blev ramt af en bold i hovedet.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har i stedet udtaget det 18-årige målmandstalent Anna Opstrup Kristensen fra Skanderborg Håndbold.

- Vi har set mange målvogtere an på landsholdet gennem årene, og Anna er den næste i rækken.

- Hun er et stort talent, der har stået en flot sæson i Skanderborg, og nu giver vi hende chancen for at vise sig frem på den helt store scene, siger landstræneren i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Klavs Bruun Jørgensen rejser til Frankrig med tre målvogtere. Ud over Anna Opstrup Kristensen er det Team Esbjergs Sandra Toft og Amalie Milling fra København Håndbold.

Danmark møder Norge, Frankrig og Rumænien i Golden League-stævnet, der begynder torsdag.

Oversigt

    Oversigt