Hjernescanner på operationsstuen

En ny type hjernescanner hjælper kræftpatienter, der skal have fjernet en svulst i hjernen. Scanneren, der står på OUH, er den første af sin slags i Norden.

Operationer i hjernen er nogle af de vanskeligste at udføre. For det blotte øje ligner alle punkter på hjernen hinanden, og derfor er det nødvendigt for kirurgerne at have noget andet, de kan sætte deres lid til, når operationen går i gang.

Det har neurokirurgerne på OUH nu fået i form af en ny hjernescanner - en MR-scanner, der scanner patientens hjerne under hele operationen, så lægen altid kan se, hvordan hjernen ser ud.

- Vi er meget glade for, at vi endelig får mulighed for at foretage vores operationer mere præcist og sikkert, så vi kan give vores patienter den bedste behandling, siger Claus Andersen, overlæge på Neurokirurgisk Afdeling.

Tidligere måtte lægerne opererer efter daggamle scanninger af hjernen, og det kan være problematisk, fordi hjernen ændrer sig, så snart operationen går i gang.

- Hjernen opfører sig lidt som en skål budding. Det er praktisk talt umuligt at sætte pejlemærker i den, siger Claus Andersen.

Det kan også være svært for kirurgerne at se, om de har får fjernet hele svulsten. Det har betydet, at de har måtte genoperere patienter, hvis ikke det har været tilfældet.

Rekordstor investering

Den nye teknologi har ikke været billig.

Den nye MR-scanner og ombygning af en operationsstue har kostet 13 millioner kroner, og det gør det til den dyreste enkeltinvestering for neurokirurgisk afdeling nogensinde.

- Det er en investering i patienternes sikkerhed, og det er noget man ikke kan gøre op i penge, siger Carl Holst (V), der er regionsrådsformand i Region Syddanmark.

- Nu kan vi tilbyde noget, som ingen andre i Norden kan, og vi kan videregive vores erfaringer og gå forrest på et komplekst område, slutter han.

Oversigt

    Oversigt