I det fynske folks tjeneste

Hjortshøj vender op og ned på Magasinet

Torsdag aften får Magasinet i Odense besøg af Lars Hjortshøj, der har vendt tingene lidt på hovedet. TV 2/FYN har mødt komikeren inden showet.

Han har været mere end 20 år i dansk komik og haft utallige optrædener på TV og i radio. Og torsdag aften kan fynboerne så nyde komikeren på de skrå brædder.

Her går Lars Hjortshøj på scenen i Magasinet i Odense med sit helt nye one-man show, der har fået navnet Omvendt. Og en fyldt sal som i Odense kan stadig give nerver hos en erfaren cirkushest.

- Det er bestemt noget, jeg sætter mig op til. Det begynder at rumle lidt, siger Lars Hjortshøj til TV 2/FYN.

Komikeren plejer ikke at tale med nogen inden showet.

- Jeg plejer bare at gå og rumle lidt, men det er da meget hyggeligt, at I er her, smiler Lars Hjortshøj, der fortæller, at et Odense-publikum er et kræsent publikum, som man ikke kan spise af med hvad som helst.

Lars Hjortshøj er altså tilbage på scenen med et klassisk stand-up show. I presseteksten står der:

"Han har gjort den skelsættende opdagelse, at det vil hjælpe de fleste at vende sig selv og tingene på hovedet og se det hele i et nyt perspektiv.

Konverteringen har dog ikke på nogen måde gjort ham til puritaner - tværtimod!"

- Mange mænd på min alder bliver lidt sort-hvide, men det er jeg bestemt ikke blevet, siger Lars Hjortshøj, inden han hopper på scenen i Magasinet.