I det fynske folks tjeneste

HK: Sladrehankeordning i det offentlige er en dårlig idé

Beskyttelsesordninger for whistleblowere vil mistænkeliggøre medarbejderne i det offentlige, lyder det fra HK.

Beskyttelsesordninger for whistleblowere vil mistænkeliggøre medarbejderne i det offentlige, lyder det fra HK.

En særlig ordning for bedre beskyttelse af whistleblowere i det offentlige er en dårlig idé, mener formanden for HK Kommunal, Bodil Otto.

- Det vil kun være med til at mistænkeliggøre alle, fordi det vil signalere en mistanke om, at der kan være noget galt, siger Bodil Otto.

- Whistleblowerordninger på de enkelte arbejdspladser er aldeles unødvendigt, hvis man har en ordentlig arbejdsplads med en ordentlig kultur, hvor man ved, hvor man skal henvende sig, hvis man opdager, at der er noget galt, siger formanden.

Forslaget om bedre beskyttelse af offentligt ansatte, som afslører svindel eller magtmisbrug, kommer fra Enhedslisten i Berlingske mandag.

- For det første kan vi se i undersøgelser, at offentlige ansattes ytringsfrihed får dårligere og dårligere kår. For det andet har vi fået en ny offentlighedslov, der gør det sværere at afsløre magtmisbrug, siger Pernille Skipper, retsordfører hos Enhedslisten, i avisen.

Enhedslisten vil have indført et rådgivende nævn for whistleblowere i det offentlige samt indføre omvendt bevisbyrde, så arbejdsgiveren skal dokumentere, at det ikke er kritik af arbejdspladsen, der ligger til grund for en eventuel fyring.

Odense er casen

Berlingske beskriver en sag om en kvindelig ansat på et miljøcenter Odense Kommune, som mistede sit job efter at have afsløret omfattende svindel på arbejdspladsen.

Kvinden gik til sin fagforening med sin mistanke om svindlen og blev rådet til at gå til den lokale tillidsrepræsentant.

Efter afsløringen af den omfattende svindel blev kvinden fyret med den begrundelse, at den øverste ledelse ikke længere havde tillid til hende, fordi hun ikke var kommet til dem først.

Sagen er helt ekstraordinær, siger Bodil Otto, som understreger, at fagforeningen kun sjældent får lignende henvendelser fra medlemmerne.

Men hun opfordrer sine medlemmer til at bruge fagforeningen, hvis de opdager svindel.

- Man skal henvende sig til sin lokale fagforening eller tillidsrepræsentanten for råd og vejledning, og tør man ikke selv gå videre med sagen, så skal man få fagforeningen til at gøre det, siger Bodil Otto.

I sagen fra Odense kunne fagforeningen dog ikke hjælpe kvinden, som altså mistede sit job.

- Der er ingen tvivl om, at kvinden ikke var blevet fyret, hvis man havde kendt hele sagens omfang. Der er ingen tvivl om, at hun er blevet ualmindeligt dårligt behandlet, siger Bodil Otto.

Enhedslisten genfremsætter lovforslaget om beskyttelse af whistleblowere, som en samlet rød blok var afsender på i 2009. Regeringen støtter forslaget.

Ved du noget? Så send os et tip