I det fynske folks tjeneste

HKs formand på Fyn: Børsting bør trække sig

01:09

1 af 2

LO mister indflydelse og medlemmer. Derfor bør Harald Børsting trække sig som formand, mener HK Midts formand, Martin Rasmussen.

Harald Børsting bør trække sig som formand for LO. Sådan lyder det kontante budskab fra HKs lokale formand på Fyn.

- LO mister medlemmer, og det har vi gjort i rigtig mange år. De sidste års tid har vi også mistet indflydelse på Christiansborg, og vi skal have gjort noget nu, siger Martin Rasmussen.

Ifølge Martin Rasmussen har LO brug for en ny formand, der kan skabe fornyelse i organisationen. Han mener ikke, Harald Børsting har slået igennem.

- Harald Børsting troede selv på, at han blev kult med sin lidt jyske accent, men han er bare aldrig nogensinde blevet kult. Folk vil gerne kunne se sig selv i fagbevægelsen, og de har svært ved at sig selv i Harald, siger han.

Ud over det faldende medlemstal kritiserer Martin Rasmussen også, at LOs indflydelse er blevet reduceret på Christiansborg.

- Dét, der skete på Christiansborg med tre parts-forhandlingerne, der brød sammen, det har fået mig til at tænke over tingene og sige, vi kan ikke blive ved med at vente til 2015.

Erkender ansvar

Er det ikke jer ude i forbundene, der skal sørge for at skaffe nye medlemmer?

- Jo, det er det. Og jeg tager også min del af ansvaret for at vi ikke har skaffet medlemmerne, men det er trods alt Harald Børsting som mest står frem på tv-skærmene. Og det er svært for især de unge at kunne se sig selv, når Harald toner frem, siger Martin Rasmussen og fortsætter:

- For mig er det vigtigt, at vi får en formand, der kan sælge budskaber, og én, der kan skabe tillid og troværdighed på Christiansborg.

Og det mener du ikke, at Harald Børsting kan?

- Jeg synes ikke, det ser sådan ud, siger Martin Rasmussen.

Ved du noget? Så send os et tip