I det fynske folks tjeneste

Hobbyavler: Jeg overholdt reglerne

Den fynske hobbyavler fra Hundslev ved Kerteminde, hvis fjerkræbesætning er blevet ramt af fugleinfluenza, nægter at have gjort noget forkert. Det siger han fredag i et interview med TV2/Fyn.

Den fynske hobbyavler nægter at have gjort noget forkert.

Fødevarestyrelsen ventes at politianmelde fjerkræavleren, da der torsdag blev fundet fugleinfluenza af typen H5N1 i mandens hobbybesætning af fjerkræ. Det har blandt andet medført, at alle mandens 100 fugle er blevet aflivet, samtidig med politet har oprettet beskyttelseszoner rundt om mandens ejendom.

Afviser rygter

Rygterne vil vide, at hobbyavleren ikke har overholdt sikkerhedsreglerne i forbindelse med de tidligere udbrud af fugleinfluenza på Fyn. Men det afviser han selv:
- Der er så mange rygter. Dyrene har fået mad under tag, og de er gået i en hønsegård under net. Jeg kender ikke reglerne 100 procent, men jeg tror, at jeg har levet op til det meste, siger han til TV2/Fyn.

Han er dybt berørt at sagen:
- Man bliver vældig overrasket over det og ked af det på branchens vegne. Det går ud over mange mennesker, og så er jeg personligt også ked af det, fordi det var nogle dyr, jeg holdt af, siger han.

Ingen skyldige i sagen

Hobbyavleren føler ikke, at han kunne have gjort noget anderledes:
- Vi har gjort det så godt, vi kunne. Jeg føler ikke, at det er min skyld, men det påvirker da én. Men der er ingen skyldige i denne sag, for virussen kommer jo udefra, siger han til TV2/Fyn.

Fjerkræbranchen frygter, at branchen vil få en økonomisk øretæve på et tre-cifret millionbeløb efter det seneste udbrud af fugleinfluenza.