I det fynske folks tjeneste

Efterlysning: Høflig mand krævede, at kvinde afleverede sin bil

En mand krævede tidligt onsdag morgen, at en kvinde i Nyborg afleverede nøglerne til sin Peugeot 206. Fyns Politi efterlyser nu både bilen og manden.

En 38-årig kvinde følte sig onsdag morgen presset til at udlevere nøglerne til sin bil. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 38-årig kvinde var ved at låse sin bil op på Nydamsvej i Nyborg, da hun klokken 6.45 blev passet op af en dansk mand i 30'erne.

Manden krævede, at kvinden gav ham bilnøgler og bil. I første omgang nægtede kvinden at efterkomme mandens krav.

- Han var høflig, men meget insisterende, og til sidst turde kvinden ikke andet end at efterkomme hans krav og give ham nøglerne til bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland. 

Da han havde fået nøglerne, satte han sig ind i bilen og kørte væk fra Nydamsvej.

Fyns Politi efterlyser nu både kvindens bil og manden. Der er tale om en Peugeot 206 med indregistreringsnummer AM 70 897.

Manden beskrives som dansk. Han er i 30'erne og 180 til 185 centimeter høj. Han var iført en grå hættetrøje, sort jakke, mørkeblå bukser og hvide sko. 

Fyns Politi formoder, at manden har haft et akut behov for en bil, og at bilen fortsat befinder sig i Nyborg eller på Østfyn.

 

Læs også Tredje gerningsmand bag voldsomt bilrøveri fængslet

 

- Han risikerer at blive sigtet for tyveri eller trusler, siger Steen Nyland. 

Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set enten bilen eller manden.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.