Nu har folk fået fri: Lange køer ved flere valgsteder

Folk har fået fri fra arbejde, og det lægger pres på flere valgsteder rundt omkring på Fyn.

Flere valgsteder på Fyn melder om lange køer. I Odense står vælgerne i kø helt ud på Flakhaven for at komme ind at stemme på Odense Rådhus. 

Ved Vestre Skole i Middelfart kan man også mærke, at folk har fået fri fra arbejde. Valgkøen når nu helt ud ad bygningen. 

Vestre Skole i Middelfart.
Vestre Skole i Middelfart.
Foto: Rikke Lund

Samme melding kommer fra Faaborg-Midtfyn Kommune. På Brobyværk Kro er der trods lange køer fortsat højt humør, melder TV 2/Fyns reporter på stedet.

Også Bogense Skole i Nordfyns Kommune oplever lange køer sent på eftermiddagen.

Selv om det er almindeligt, at presset på valgstederne intensiveres, når rigtig mange får fri fra arbejde eller skole, tyder meget også på, at valgprocenten er højere end ved det seneste kommunalvalg. 

Lange køer ved Odense Rådhus.
Lange køer ved Odense Rådhus.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Flere valgsteder melder til TV 2/Fyn, at de forventer, at stemmeprocenten bliver højere end for fire år siden.

Ved 7 ud af 11 stemmesteder i Middelfart Kommune er stemmeprocenten højere ved dette kommunalvalg, end den var på samme tid i 2013. 

70,2 procent af vælgerne i Bogense havde ved 18-tiden stemt på Bogense Skole. I 2013 havde kun 67,6 procent afgivet deres stemme på dette tidspunkt. 

Oversigt

    Oversigt