I det fynske folks tjeneste

Højere sygehuspriser: Babyer og ældre koster fynske kommuner millioner

Fynske kommuner frygter stigningen af kommunernes betaling til sygehus- og lægebehandlinger af de ældste og yngste borgere. Det kan føre til flere besparelser på andre områder.

Babyer og ældre er dyrere end børn og voksne. I hvert fald når det kommer til sygehusbesøg.

"Yderst uheldigt", "går ud over borgerne" og "udfordrende". 

Sådan lyder det fra formænd i social- og sundhedsudvalgene i to fynske kommuner til jv.dk om de ændringer på sundhedsområdet, der trådte i kraft den 1. januar 2018. 

Fra i år er betalingen for en sygehusindlæggelse eller et lægebesøg, som kommunerne skal betale, afhængig af patientens alder. Prisen er nemlig faldet for børn og voksne, mens den er steget for de helt små børn og ældre i kommunerne. 

Vi er i gang med en kæmpe sparerunde lige nu, så det vil virkelig være en stor udfordring at skulle spare så mange millioner yderligere

Hanne Klit (S), formanden for social- og sundhedudvalget i Svendborg Kommune

Hele ideen bag ændringerne er, at der skal være færre af de borgere, som typisk har mange indlæggelser på sygehuset. 

Men i stedet forudser flere kommuner, at det vil tvinge dem til at spare andre steder i budgettet og skabe ulighed. 

Bekymringer i det fynske

I Svendborg Kommune troede man først, at ændringerne ville komme til at koste et par millioner kroner. Men efter nogle måneder med de nye regler ser det i stedet ud til at blive omkring 17 millioner kroner. 

- Vi er i gang med en kæmpe sparerunde lige nu, så det vil virkelig være en stor udfordring at skulle spare så mange millioner yderligere, siger formanden for social- og sundhedsudvalget i kommunen, Hanne Klit (S), til jv.dk. 

Læs også Minister raser over fejl om handicappede børn: Noget forbandet svineri

Men Svendborg er ikke den eneste kommune på Fyn, som bekymrer sig over ændringerne i priserne. 

Charlotte Kjær (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Assens Kommune, mener, at de nye regler kommer til at gå ud over borgerne i kommunen. 

I Assens kan man risikere en merudgift på alt fra to millioner kroner til ti millioner kroner. Og når beløbet er så usikkert, som det er, så kan det være meget svært at budgettere med noget, skriver jv.dk. 

- Vi har de penge, vi har. Det er svært at indrette os efter det, når vi ikke kender beløbet, og det er mange penge. Der er kun én måde at finde dem på i et i forvejen presset budget - at lave det samme for færre penge eller skære ned, siger Charlotte Kjær. 

Læs også Dokumentar: Et Handicappet System