Højreradikal mand risikerer fængsel i mere end fire år

Maskinpistol og grov vold indgår i tiltale mod 53-årig mand fra Odense. Han nægter sig skyldig.

En maskinpistol, en pistol og en rørbombe indgår i en straffesag mod en tidligere formand for det højreradikale parti Frit Danmark.

I hjemmet i Odense havde han angiveligt placeret en hjemmelavet rørbombe i en altan ved hoveddøren. Den bestod af 80 gram plastisk sprængstof og en elektrisk detonator og kunne "forvolde betydelig skade".

Sådan lyder i hvert fald påstanden fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi i sagen mod den 53-årige mand, der flere gange har været opstillet til valg for Frit Danmark.

I alt ti lovovertrædelser af forskellig karakter er nævnt i anklageskriftet. Heri kan man læse en række detaljer. For eksempel at den funktionsdygtige maskinpistol, en Stengun, havde et tilvirket gevind til en lyddæmper.

Dette våben blev angiveligt fundet ved en større ransagning, som Fyns Politi med hjælp fra Ingeniørregimentet i Skive gennemførte i maj. Såvel den 53-åriges bopæl som en kolonihave blev undersøgt. Aktionen fandt sted en måneds tid efter, at han var blevet varetægtsfængslet.

- Overordnet kan jeg sige, at min klient nægter sig skyldig, lyder det fra forsvareren i sagen, advokat Klaus Ewald.

Anklagemyndigheden havde lagt op til en nævningesag, hvilket indebærer et krav om fængsel i fire år eller mere.

Imidlertid har manden benyttet sig af muligheden for i stedet at lade en dommer og to domsmænd afgøre sagen.

I tiltalen indgår også, at han skal have begået grov vold mod en kvinde dels i 2015 og dels i 2017. Den ene gang var hun gravid, da hun blev sparket i hovedet og på ryggen, hævdes det.

Flere gange tidligere har den 53-årige været stillet for retten blandt andet i forbindelse med trusler.

For nylig har organisationen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) ifølge researchkollektivet Redox omtalt varetægtsfængslingen af manden.

Siad betegner ham som frihedskæmper og "vaskeægte patriot" og skriver, at han tidligere har været udsat for chikane af politiet og PET. "Indtil andet er bevist, er de nye angreb imod ham simpelthen politisk", hedder det.

Retten i Odense behandler sagen over to dage i december.

Oversigt

    Oversigt