Højskolen syder: Her knækker unge verdensproblemer

Lige nu er 100 unge fra 66 forskellige lande samlet på Oure Højskole. Og det handler ikke om at feste eller dyrke sport. Næ, de skal såmænd forsøge at løse nogen af verdens problemer.

"Unleash". Sådan hedder et ambitiøst bud på at få 1.000 unge fra 129 forskellige lande til at løse nogen af problemerne på kloden.

Unleash er navnet på et stort projekt, hvor unge fra hele verden skal gøre kloden til et bedre sted

100 af de unge er indkvarteret på Oure Højskole, mens resten bor på andre danske højskoler.

- Det er helt unikt, og at vi kan gøre det på danske højskoler - det er en fantastisk chance, fortæller Jasper Gramkow Mortensen, der er forstander på Oure Højskole.

66 forskellige nationaliteter bor på Oure lige nu. Og de er vidt forskellige. Lige fra unge, der har boet flere år i en flygtningelejr i Kenya, til advokater og designere. Alligevel har de flere ting til fælles.

- Det er nogen unge, der kommer med den vildeste energi og højeste intellekt. Hele højskolen syder, lyder det fra Katrine Friis, der er projektleder og underviser på højskolen.

I løbet af ugen skal de unge på Oure arbejde målrettet med ideer og løsninger på verdens globale udfordringer inden for uddannelse og informationsteknologi. Umiddelbart noget af en mundfuld - men det kan lade sig gøre, mener de på Oure Højskole.

- Det interessante er, når man samler 66 nationaliteter og ser, hvor enige de er i så mange ting. Og det er uanset kultur, religion, baggrund og hele pivtøjet. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget de vil hinanden, siger Jasper Gramkow Mortensen.

Fredag klokken 17-18.30  holder højskolen Åbent Hus-arrangementet "World Café" i foredragssalen, hvor alle er velkomne. Her præsenteres Unleash-gæsternes bedste ideer.

Oversigt

    Oversigt