I det fynske folks tjeneste

Arkæologi uden beskidte fingre: Højteknologiske resultater klar fra fynsk vikingeborg

Radarundersøgelser bekræfter arkæologers teorier om vikingeborg i Odense. Det er virkelig stort, lyder det fra forskningscenterleder Mads Runge.

00:28

Via en slags radar har arkæologer nu en bedre idé om, hvordan ringborgen fra vikingtiden i Odense ser ud. Billedet til venstre er en skitse af en ringborg. Video: arkiv Thumbnail: Odense Bys Museer

De fleste forbinder arkæologi med skovle, små pensler og rolige bevægelser. 

Men det er ikke altid, det er muligt at stikke skovlen i jorden for at lede efter fortiden. Derfor brugte Odense Bys Museer i foråret en avanceret skanner til at lede efter vikingeborgen på Nonnebakken i det centrale Odense. Vel at mærke uden at få jord på fingrerne. 

Læs også Avanceret teknologi hjælper arkæologerne: Kigger i jorden uden skovl

Nu ligger resultaterne klar:

Sådan har man undersøgt Nonnebakken​​​​​​

I foråret blev Nonnebakken undersøgt med jordradar. Dermed har det været muligt at tegne et billede af ringborgen uden at grave i jorden. Udstyret kan kigge omkring 2,5 meter ned og inddeler jorden i lag af fem centimeter. 

Projektet er blevet lavet med hjælp fra Ludwig Boltzmann Instituttet i Wien, der har brugt samme metode til at undersøge blandt andet Stonehenge i England. 

Se mere

- Det ser meget meget lovende. Det er en af de absolut største opdagelser i min arkæologiske karriere, understreger forskningscenterleder ved Odense Bys Museer Mads Runge, der har stået i spidsen for projektet. 

Ifølge Mads Runge kan man nu med sikkerhed placere den såkaldte ringborgs nordlige port. Og det er vigtigt, forklarer han:

- Vi kan se, at der et forløb af søjler, der leder hen til porten. Det betyder, at vi kan få orienteret hele borgen. 

Dermed kan arkæologerne gætte sig til, hvordan borgen så ud inden for de runde mure. Det skyldes, at vikingeborgene i vid udstrækning ligner hinanden i udformning. 

Samtidigt viser de nye undersøgelser, at der formodentlig også gemmer sig rester efter huse på Nonnebakken. 

Kortet viser, hvor den nordlige port er fundet

- Man har været meget i tvivl om, hvorvidt (ringborgen på, red.) Nonnebakken blev færdig. Derfor har man jagtet de her huse i 70 år, fortæller forskningcenterlederen. 

Skovlen skal svinges

Selvom arkæologerne med de nye resultater kan placere den fynske ringborgs nordlige port, så bliver det stadigvæk nødvendigt at grave i den fynske muld. 

- Vi vil gerne åbne et lille gravefelt i løbet af efteråret, forklarer Mads Runge. 

Undersøgelsen viser, hvor den nordlige port ved ringborgen lå.  Foto: Odense Bys museer

Her vil man blandt andet sikre, at det rent faktisk er huse, som udstyret har fundet ved ringborgen.

- Vi har fået et sort-hvidt kort. Der er flere pletter, som ligner huse, siger han.

Læs også Odense er langt ældre end hidtil antaget

Derfor bliver man nødt til at grave. Forskningscenterlederen håber, at man kan gå i gang til efteråret. 

Jordradarundersøgelsen af Nonnebakken er blevet udført i samarbejde med Nordjyllands Historiske Museum, Vesthimmerlands Museum, Museum Sydøstdanmark og Aarhus Universitet. Her har man også undersøgt ringborge som Fyrkat og Aggersborg. 

02:45

Se indslag omkring undersøgelserne. 

Luk video