I det fynske folks tjeneste

Hørte ordentligt knald: Nødblus affyret fra land

Fyns Politi efterlyser en bil, der kørte i høj fart væk fra området omkring Klintevej ved Kerteminde. Foto: Politiet

Politiet leder efter en bil, der kørte væk i høj fart fra det område, hvor der mandag aften blev affyret et nødblus.

Mandag aften klokken 20.55 hørte en beboer på Klintevej ved Kerteminde et ordentligt knald.

Beboeren så også et nødblus i luften. Det viste sig senere, at nødblusset var affyret fra land.

I den forbindelse efterlyser Fyns Politi en bil, der kørte i høj fart væk fra området, fortæller vagtchef Lars Fredensborg.

Bilens registreringsnummer starter med AI61. Politiet kan ikke sige mere om, hvilken farve eller mærke bilen har.

Læs også Søn på seks år vækkede sin far: Huset brænder

Helikopter søgte efter nødstedte i vandet

Efter nødblusset blev affyret blev der sendt en helikopter i luften for at undersøge stranden og havet omkring Kerteminde og øst for Storebæltsbroen.

Eftersøgningen blev indstillet ved 22-tiden, da det viste sig, at nødblusset var affyret fra land. 

Hvis du har set bilen eller har andre oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.  

Ved du noget? Så send os et tip