Højesteret baner vej for politiafviste tilhørere

Retten i Odense skulle tage stilling til klage over, at politiets adgangskontrol ved retsbygning var for skrap

Retten i Odense skulle have sikret, at pårørende, herunder en bror og en far, kunne komme ind og overvære retssagerne mod deres røveritiltalte familiemedlemmer.

Det fastslår Højesteret i en principiel sag om, hvorvidt retten kan omgøre en politibeslutning om at nægte personer adgang til en retsbygning.

De pårørende blev under sagen sidste år afvist fra retsbygningen ved en adgangskontrol, som politiet havde lavet, og det klagede de tiltaltes forsvarsadvokater over. Men byretten afviste at realitetsbehandle forsvarernes klage.

Havde retten behandlet sagen, var det kommet frem, at politiet brugte en forkert trusselsvurdering, da de pårørende blev nægtet adgang til det åbne retsmøde, og derfor burde byretten have tilsidesat politiets beslutning om at afvise dem, fastslår Højesteret.

Både Retten i Odense og Østre Landsret har afvist, at retsplejeloven giver retten hjemmel til at bestemme, at personer, som politiet ikke vil lukke ind, alligevel kan overvære retsmødet.

Politiets skrappe adgangskontrol betød, at fire tilhørere blev afvist i røverisagen. Ugen før havde Fyns Politi afvist en tilhører i en anden straffesag med den begrundelse, at manden ville lave ballade.

Derfor klagede de to forsvarsadvokater Mette Grith Stage og Troels Lind Pedersen til byretten over afvisningerne. De mener, at politiet på den måde forhindrer offentlighed i retsplejen.

I røverisagen havde begge tiltalte relationer til rockergrupperingen Bandidos.

Under sagen etablerede politiet fuldstændig adgangskontrol, så kun vidner blev sluppet ind i retsbygningen.

Ledelsen hos Fyns Politi har siden beklaget adgangskontrollen, fordi den var overdrevet i forhold til den konkrete trusselsvurdering.

Sagen endte med, at de to tiltalte i januar i år blev idømt 12 og 8 års fængsel for blandt andet røveri og tyveri.

Oversigt

    Oversigt