Højrefløjen opruster

Formanden for det ekstremt højreradikale Frit Danmark opfordrer nu sine medlemmer til at hamstre våben i kampen mod venstrefløjen. Formanden har selv flere skydevåben hjemme, hvor grisehoveder fungerer som skydeskiver. Og selv er han klar til at skyde mod sine modstandere.

Skød gennem grisehoved

Efter flere episoder, hvor højrefløjen er blevet angrebet af politiske modstandere, opfordrer fynske Michael Ellegaard sine medlemmer til at købe en bestemt type luftgevær. Selv er han klar til at skyde mod politiske modstandere.

- Hvis jeg har valget mellem at blive vansiret for livstid med en flaske og så skyde vedkommende i benet, så ja, så ville jeg skyde, siger Michael Ellegaard til TV 2/FYN.

Formandens opfordringer kan man finde på hjemmesiden fritdk.dk, hvor han også fortæller om sine erfaringer med våbnet.

Uddrag fra fritdk.dk
"Da jeg først erfarede hvad dette våben kunne var jeg lamslået.
På 35 mtr. skød jeg tværs igennem et afdødt grisehoved - kuglen røg tværs igennem hovedet 2 gange - fra højre til venstre og borede sig næsten igennem 1,5 cm. vandfast krydsfiner som jeg havde sat som bagstopper ! WOW...
.."

Hamstring

Det specielle våben er lovligt og kan købes af alle over 18 år. Men ifølge hjemmesiden opfordrer Michael Ellegaard sine medlemmer til at hamstre våbnene, inden justitsministeren sætter en stopper for det.

Uddrag fra fritdk.dk
"Når det i forvejen forvirrede kvindemenneske ser denne tekst , så er det nok snart slut med det også - vi får nok bare et ekstra klip allesammen , men alle os der har hamstret gennem årene siger selvfølgelig TAK til Lene Espersen , for vi ved hvad vi har ! LÆNGE LEVE DANMARK"

Vi har mere om sagen i vores udsendelse kl. 19.30.

Oversigt

    Oversigt