Højsæson for efterladte killinger

Dyreinternaterne bugner med kattekillinger i disse uger. Killingerne bliver efterladt, og næsten ingen ønsker sig et nyt kæledyr lige før ferien.

- Det er et tilbagevendende problem. Lige nu er det højsæson for efterladte killinger, og når ferien står for døren, så skaber det en flaskehals, siger områdeformand for Dyrenes Beskyttelse på Fyn, Nils Bursøe.

På Fyns eneste internat i Veflinge er der i øjeblikket mere end 40 efterladte kattekillinger.

- Forleden fandt jeg to killinger ved et kontor. De bliver sat af forskellige steder, og så må vi samle de moderløse killinger op og sætte dem i internat, siger Nils Bursøe.

Men lige nu modtager internatet flere killinger end de kan afsætte.

- Vi bliver desværre nødt til aflive killinger. Når ingen vil have dem, så kan vi jo ikke bare lade dem rende rundt, siger Nils Bursøe.

Han forventer dog, at situationen vil blive forbedret en anelse, når den værste feriesæson er overstået. Erfaringerne siger, at mange så er klar til at få et kæledyr.

Oversigt

    Oversigt