I det fynske folks tjeneste

Højsæsonen for cykeltyverier er i gang

Hver dag bliver der i gennemsnit stjålet 170 cykler. Størstedelen af tyverierne sker dog i august og september. Og faktisk stjæles de fleste cykler fra egen bopæl.

August og september er højsæson for cykeltyverier.

61.000. Så mange cykler blev ifølge Danmarks Statistik stjålet i 2013. Det er færre end de seneste år, men stadigvæk et meget højt tal, mener Mads Emdal Sørensen fra forsikringsselskabet Topdanmark i Odense-området.

- Vi kan håbe på, at antallet af cykeltyverier fortsætter nedad. Men 170 cykeltyverier om dagen er stadig alt for mange, siger Mads Emdal Sørensen.

Det er især i disse måneder, der er gang i cykeltyverierne, viser Topdanmarks opgørelser.

Eksempelvis anmeldte Topdanmarks kunder 540 cykeltyverier i april sidste år, mens tallet for august var 871.

Mange cykler stjæles fra ejerens bopæl

Hvis man går og tror, at det er fra togstationer eller fra cykelstativet på skolen, de fleste cykler bliver stjålet, så viser Topdanmarks tal, at det er en skrøne.

- Generelt stjæles der lige så mange cykler fra folks bopæl som fra stationer og andre steder uden for bopælen. I København er to tredjedele af de anmeldelser, vi får om stjålne cykler, tilfælde, hvor cyklen er stjålet på ejerens bopæl, siger Mads Emdal Sørensen.

Derfor opfordrer han til, at man sætter sin låste cykel i kælderen eller gården. Og bor man i hus og har garage, så sæt cyklen derind og lås den.

Er der ikke mulighed for at sætte cyklen i garage eller cykelkælder, så lås den fast til for eksempel en lygtepæl eller et cykelstativ.