Højt spil om Lindøværftet

Med støtte fra stort set hele Folketinget vrider Erhvervs- og Økonomiminister Bendt Bendtsen, (Kons.) armen om på Skibskreditfonden. Fonden må ud med 325 millioner kroner eller tage ansvaret for at Lindøværftet risikerer lukning.

-

Med støtte fra stort set hele Folketinget vrider Erhvervs- og Økonomiminister Bendt Bendtsen, (Kons.) armen om på Skibskreditfonden. Fonden må ud med 325 millioner kroner eller tage ansvaret for at Lindøværftet risikerer lukning.

Samtlige partier i Folketinget er modstandere af, at Statskassen skal betale støtte til værfterne og mener branchen selv må træde til.

Skibskreditfonden råder over otte milliarder kroner, og politikerne mener, fonden har en egeninteresse i at støtte værfterne, skriver dagbladet Børsen, onsdag.

Ingen tvang
Politikerne kan ikke ved lov tvinge fonden til at punge ud. Det er i strid med grundlovens ekspropriationsbestemmelser.

Derfor appellerer de til fondsbestyrelsens samvittighed med meldingen: betal frivilligt 325 millioner kroner - eller tag ansvaret for at Lindø må lukke og omkring 1000 job går tabt.

De politiske partier ventes onsdag at nå til enighed om at genindføre værftsstøtten.

Foruden 325 millioner kroner fra Skibskreditfonden regner politikerne med at hente over 200 millioner fra ubrugte tilsagn under den gamle værftsstøtteordning. I alt skal der skaffes omkring 650 millioner kroner.

EU har åbnet muligheden for at genindføre værftsstøtten, fordi forhandlinger med Sydkorea om mere fair konkurrence på skibsbygning er mislykkedes.

I Danmark er det reelt kun Lindø-værftet der kan komme i betragtning til støtte.

Oversigt

    Oversigt