Højtuddannede bliver i Region Syddanmark

Mere end halvdelen af de færdiguddannede fra Syddansk Universitet bliver i Region Syddanmark.

Meget tyder på, at de færdiguddannede kandidater fra Syddansk Universitet i højere grad end tidligere bliver i Syddanmark.

57 procent af de, der blev færdiguddannede i årene 2005 til 2009 på Syddansk Universitet er blevet boende i Region Syddanmark.

Det er er en stigning på 10 procentpoint i forhold til i perioden 2000 til 2004.

Det viser en undersøgelse fra KarriereCentret på Syddansk Universitet, som kortlægger kandidaternes gøren og laden efter de har afsluttet uddannelsen.

Det tyder på, at kandidaternes automatiske søgen mod hovedstadsområdet efter endt uddannelse har ændret sig.

De gode år

Kandidatundersøgelsen viser, at 79 % af de færdiguddannede er kommet i arbejde.

10 % er igang med en fuldtids uddannelse som kandidat- eller Ph.d.-studerende.

Tre procent er selvstændige - primært humanister, der beskæftiger sig med konsulent-, rådgivnings- eller medievirksomhed.

Cirka 40 % gik direkte fra universitetet i arbejde, mens 89 % fik job inden for det første halve år.

Kun fire procent af dimittenderne var stadig ledige efter et år.

Folkene bag undersøgelsen er dog klar over, at den undersøgte periode dækker en række år, hvor arbejdsløsheden blandt akademikere var rekordlav.

- Det har naturligvis påvirket de mange positive tal i undersøgelsen, siger daglig leder af KarriereCentret på Syddansk Universitet, Mette Hansen.

Appel til virksomhederne

Mette Hansen erkender, at den igangværende lavkonjunktur får virksomhederne til at tøve med at ansætte nyuddannet arbejdskraft.

Hun appellerer derfor til, at virksomhederne fokuserer mere på potentialet i de nye og ikke kun på et CV fyldt med erfaring.

Oversigt

    Oversigt