Holdt hustruen i kvælertag ud af vindue: Dømt til udvisning

Iransk familie på fem risikerer at blive splittet, efter faren er blevet dømt til udvisning efter vold mod moren.

Der var ingen i en iransk asylansøger-familie, der kunne huske, at der var gået noget grueligt galt 10. november sidste år på det nu nedlagte asylcenter på Odensevej 51 i Faaborg.

Men en ansat kunne i Retten i Svendborg forklare, at en mand havde fat om halsen på sin hustru, og holdt hende ud af et vindue i 2,7 meters højde. 

Hustruen hang så langt ud af vinduet, at kun benene stak ind i rummet. Derfor var manden tiltalt både for vold, og for at have bragt sin hustrus liv og førlighed i fare.

Da sagen i tredje forsøg blev afviklet, blev hustruen og en datter, som var 15 år på gerningstidspunktet, ført som vidner. Men de huskede intet om hverken vold eller en farlig situation, hvor manden havde så godt fat om halsen på hustruen, at der bagefter kunne konstateres såkaldte halsmærker.

På baggrund af den ansattes forklaring blev manden idømt tre måneders fængsel og ubetinget udvisning.

Udvisning skal vurderes

Familien er fra Irak og består af mand, kone og tre børn. De kom til Danmark i oktober 2015 og ansøgte om asyl. Netop fordi familiens sag fortsat er under behandling, kunne manden dømmes til udvisning. Om det reelt vil ske, skal en asylretlig vurdering afgøre. 

Manden ankede desuden dommen på stedet, oplyser anklagerfuldmægtig Maria Tripsen, anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

STRAFFELOVENS PARAGRAF 252

 

Oversigt

    Oversigt