Hollandsk kaptajn skabte stor ravage

Tirsdag blev Storebæltsbroen lukket for alle køretøjer. Togene måtte stoppe op og politi fra både Sjælland og Fyn måtte hjælpe til for at få alle i sikkerhed. Årsag: En hollænder blæste på de danske sikkerhedsregler ved Storebælt.

-

Storebæltsbroen blev lukket for alle køretøjer. Togene måtte stoppe op og politi fra både Sjælland og Fyn måtte hjælpe til for at få alle i sikkerhed.
Årsag: En hollænder blæste på de danske sikkerhedsregler ved Storebælt.


For tung til broen
Klokken cirka 17.30 tirsdag får politiet i Nyborg melding om, at et hollandsk skib vil sejle under den lave vestbro. Det må han ikke, og broen SKAL derfor lukkes for al trafik. Broen er lukket fra 17.45 og en halv time frem.

Vestbroen kan modstå en påsejling med 2000 tons. Af sikkerhedsmæssige årsager må alle skibe, der vejer over 1000 tons derfor ikke sejle under. Den hollandske coaster vejede 1163 tons.


Overhørte advarsel
VTS Storebælt er den enhed, der holder øje med, om skibe har kurs mod broen og om de udgør en fare. Allerede da coasteren var ved Langeland meddelte kaptajnen VTS, at han ville sejle under vestbroen. Han har sejlet gennem Storebælt flere gange men aldrig under den lave vestbro.


Stormvejret gjorde imidlertid, at han ikke turde sejle ud i Storebælt for at sejle under den høje hængebro.


Han blev advaret gentagne gange, men nægtede at parrere ordre. Så han endte med at sejle under broen, mens al trafik på broen måtte vente på Fyn og Sjælland.


Retskrav på vej
For DSB betød det, at et par tog på Sjælland og Fyn fik et kvarters forsinkelse. Politiet i Nyborg og Slagelse kom på hårdt arbejde, da alle biler - modsat normalt - skulle væk fra hele broen på grund af stormvejret, og altså heller ikke kunne holde stille i de såkaldte sikre områder.


Onsdag ligger den hollandske coaster i fred og ro hos Lindøværftet, hvor skibet skal aflevere varer. Men den hollandske kaptajn kan godt forvente et sagsanlæg, når han når tilbage til Holland. 


Søfartstyrelsen sender nu en beskrivelse af hændelsesforløbet og en indstilling til de hollandske skibsmyndigheder, der så skal tage affære med eventuelle retskrav overfor kaptajnen.

Oversigt

    Oversigt