Holst beder om klarhed for regionerne

Formanden for Region Syddanmark, Carl Holst, opfordrer politikerne i Folketinget til at afklare regionernes rolle, så de ikke skal være nervøse, hver gang der er valg.

Carl Holst foreslår et nationalt kompromis, hvor man fastlægger regionernes rolle i den kommende tid, skriver Ritzau.

- Jeg kræver selvfølgelig ikke en garanti for, at regionerne består i al fremtid, men det er ikke produktivt at lave strukturændringer i tide og utide. Og det skal ikke være sådan, at medarbejderne går rundt på valgdagen og frygter, at de ikke har et arbejde i morgen, siger Carl Holst.

Genopstået fra de nærdøde

De var dødsdømte for få uger siden, kasseret og erklæret ubrugelige.

Begravelsen var fastsat til 2013.

Men nu er regionerne genopstået, reddet af lidt over 50 procent af danskerne, der ved folketingsvalget den 15. september satte kryds ved Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale, skriver Ritzau.

Med magtskiftet er regionernes fremtid foreløbig sikret, for ingen af de fire partier, der danner grundlaget for Helle Thorning-Schmidts regering,
går ind for at smide de blot fire år gamle regioner på porten.

Bliver måske styrket

Tværtimod er regionerne adskillige steder i det nye regeringsgrundlag
nævnt som en aktiv del af planerne for den kommende regeringsperiode.

SF's sundhedsordfører har i Berlingske endda lagt op til, at regionerne bliver styrket under S-SF-R-regeringen.

- Dagsordenen er umiddelbart at styrke regionerne og give dem flere opgaver inden for f.eks. forebyggelses- og miljøområdet, som kommunerne ikke har løftet i tilstrækkelig grad, og hvor det ville være naturligt at se, om tingene ikke kunne gøres anderledes, siger Jonas Dahl

Det er også det, næstformand i Danske Regioner og formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), hæfter sig ved.

- Vi har endnu ikke fået nogen udmeldinger fra regeringen, udover det der står i regeringsgrundlaget, men vi har skrevet til de nye ministre og bedt om et møde snart, så vi kan komme i gang med at drøfte regionerne i fremtiden, siger Carl Holst.

Oversigt

    Oversigt