Per Holst midlertidig chef for DR Radiosymfoniorkestret

Den mangeårige chef for Odense Symfoniorkester, Per Holst, bliver midlertidig chef for DR Radiosymfoniorkestret fra nytår og et halvt år frem.

Per Holst kender DR Radiosymfoniorkestret indefra, da han har været producent hos orkestret og har haft det udførende ansvar for blandt andet en række Torsdagskoncerter.

- Jeg er spændt og har dyb respekt for min kommende opgave. Jeg forventer, der er mange timers arbejde foran mig, og jeg ønsker ikke at gå ind og lave om på det hele, siger Per Holst til TV2/ FYN.
 
Per Holst fungerede i 11 år som chef for Odense Symfoniorkester, men i sommer skiftede han job og blev projektkoordinator for EventHouse i Odense.

DR fyrede i november chefen for Radiosymfoniorkesteret, Per Erik Veng, og DR ønskede herefter at konstituere den rutinerede orkesterchef fra Odense.

- Det er et tilbud, man ikke kan sige nej til. Jeg vil gerne hjælpe dem i en periode, men det bliver ikke længere end det halve år. Jeg skal tilbage til Fyn, hvor jeg bor, understreger Per Holst.

Samtidig med at Per Holst bliver konstitueret, går DR på jagt både indenlands og udenlands efter en afløser for Per Erik Veng.

Oversigt

    Oversigt