Holst-sag trækker i langdrag

Den tidligere regionsformand Carl Holsts advokat forventer tidligst en afgørelse sidst på året.

Carl Holst (V) kommer til at vente et godt stykke tid endnu, før han ved, om der bliver rejst tiltale mod ham for forhold fra hans tid som regionsrådsformand. Det skriver JydskeVestkysten.

Venstremanden blev politianmeldt af regionen i november sidste år, efter at Statsforvaltningens havde udtalt, at kommunikationsmedarbejder Christian Ingemann Nielsen på ulovlig vis havde hjulpet Carl Holst med dennes valgkamp i sommeren 2015.

Sydøstjyllands Politi, som undersøger sagen, er stadig langt fra en afgørelse.

- Vi efterforsker stadig, og jeg forventer ikke, vi er færdige før efter en række måneder, forklarer politiinspektør Steen Edeling.

Carl Holst ønsker ikke at kommentere sagen, så længe efterforskningen er i gang, men henviser til sin advokat Karoly Németh, der bekræfter, at sagen trækker ud. Parterne har ikke været til afhøring endnu.

- Jeg forventer heller ikke en snarlig afgørelse. Det bliver tidligst i slutningen af året, siger Karoly Németh.

Ud over politianmeldelsen fra Region Syddanmark valgte flere privatpersoner også at politianmelde Carl Holst sidste år. Østjyllands Politi oplyser, at den har samlet alle anmeldelser, som bliver efterforsket.

Carl Holsts kreds vil først tage stilling til hans fremtid, når politiets afgørelse er klar. Kredsen vil ikke forholde sig til, hvad en tiltale vil betyde for hans muligheder for at genopstille til næste valg.

- Det tager vi, når vi kommer dertil, siger formanden for Venstre i Esbjerg Kommune, Ketty Christoffersen.

Ud over efterforskningen omkring kommunikationsmedarbejder Christian Ingemann Nielsen efterforsker politiet også et læk fra en foreløbig og fortrolig rapport fra Kromann Reumert, som blev videregivet til pressen i november 2015.

Politiet oplyser, at den først vil melde ud, når der foreligger en afgørelse i begge sager.

Oversigt

    Oversigt