Holst spindoktor modtager dobbeltløn

Christian Ingeman arbejder som særlig rådgiver for Carl Holst, men får stadig løn fra Region Syddanmark.

Carl Holst spindoktor, Christian Ingemann, har modtaget løn fra Region Syddanmark i juli, august og september, selvom han ikke har arbejdet for regionen i perioden, skriver Ekstra Bladet.

Et svar, som regionsrådsmedlem Jørn Lehmann Petersen (S) har modtaget fra Region Syddanmark, viser, at Ingemann har fået løn fra regionen i de tre måneder, selvom han blev fritstillet 27. juni og tiltrådte på posten som særlig rådgiver for forsvarsminister Carl Holst 21. august.

Dermed har Ingemann altså også haft en periode med dobbeltløn.

Det er uvist, hvad Ingemanns løn fra regionen lyder på, men som spindoktor for Carl Holst får han en fast årsløn på 728.072 kroner - eksklusive eget og arbejdsgivers pensionsbidrag.

Christian Ingemann Nielsen var ansat i det regionale projekt "Smart Velfærd og Vækst" indtil 30. juni 2015. I februar blev det imidlertid besluttet, at projektet skulle forlænges med tre måneder.

Ikke desto mindre blev det på et direktionsmøde den 17. juni besluttet, at projektet nu var afsluttet. Det var dagen før folketingsvalget.

Regionsrådsmedlem Jørn Lehmann Petersen (S) undrer sig til Ekstra Bladet:

- Det er noget mærkeligt noget. Hvis han er fritstillet, og han selv har bedt om det, så synes jeg ikke, han skal have løn. Hvis han ikke selv har bedt om, så kan jeg ikke forstå, at man ikke kan bruge ham et andet sted. Vi mangler da personale nok, siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Christian Ingemann Nielsen. Han ønsker ikke at kommentere sagen.

Oversigt

    Oversigt