Det var ulovligt, da Carl Holst lod en ansat i Region Syddanmark - hans senere spindoktor Christian Ingemann Nielsen - lave valgkampagnearbejde op til Folketingsvalget. Det meddelte Statsforvaltningen fredag. Det betød at flere regionsrådsmedlemmer besluttede at melde Carl Holst til politiet - blandt andet partifællen og nuværende formand for Region Syddanmark Stephanie Lose.
Men hvilken betydning får sagen for Carl Holst, der nu er menigt medlem af Folketinget? Det spurgte Tv 2/Fyn valgforsker fra SDu Christian Elmelund-Præstekær om.
- Hvis han skal tilbage, skal han genvinde tilliden internt i partiet for overhovedet at blive stillet op, og hvis han lykkes med det, skal han også have vælgernes opbakning, og jeg tror, at begge ting kan være en udfordring i denne situation, siger Christian Elmelund-Præstekær.