I det fynske folks tjeneste

Hømarken skal være ghettofrit

Svendborg Kommunen vil gerne have, at Hømarken ikke længere skal være et ghettoområde.

Arbejdsløse, kriminelle eller ufaglærte beboere i Hømarken i Svendborg tilbydes op til 50.000 kroner for at flytte et andet sted hen.

Folk uden arbejde eller uddannelse, kriminelle og indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande kan få op til 50.000 kroner for at flytte væk fra Hømarken. Det er meningen, at området skal blive bedre at bo i.

- Jeg er chokeret, men et eller andet sted er der jo ikke noget, der overrasker mere, siger Tina Pedersen, der bor i Byparken, som er en del af Hømarken.

Hun fortsætter:

- Det vil det såmænd nok, men det vil jo bare flytte problemerne et andet sted hen. Jeg synes bare, at alle skal have muligheden, for vi er da flere, der gerne vil væk.

Kun hjælp til særligt belastede beboere

Det er Svendborg Kommune, der sammen med Socialministeriet, giver de op mod 50.000 kroner i flyttehjælp. Her fastholder man, at tilskuddet kun kan gives til særligt belastede beboere, måske op til 30, og ikke til alle, der ønsker sig væk fra Hømarken.

- Jeg kan ikke se, hvorfor kommunen siger, at det skal kun være de kriminelle, vi skal have væk. Man bør se på, hvem der har lyst til at komme væk her fra og så hjælpe de familier, siger Tina Horup Lind, der også bor i Byparken.

Til det svarer Lars Erik Hornemann (V), der er formand for Socialudvalget i Svendborg Kommune:

- Det er selvfølgelig fordi, at vi gerne vil have den ghettobetegnelse fjernet fra området, og derfor er det netop de grupper, der tæller i den sammenhæng, som tilskuddet er målrettet i mod.

- Er det ikke bare en eksport af problemerne?

- Det kan man jo sige, men jeg vil hellere se det som en mulighed for den enkelte til at få en ny start. Jeg tror ikke, at man nødvendigvis har valgt at bosætte sig i det område, fordi man har haft det som første ønske. Jeg tror mere, at det for nogles tilfælde var den mulighed der var, slutter Lars Erik Hornemann (V).

Ved du noget? Så send os et tip