I det fynske folks tjeneste

Homo-pingvin fra Odense til Edinburgh

Her ses Rainbow til højre. Han bliver nu skotte

En pingvinunge, som i 2012 blev adopteret af to hanpingviner i Odense Zoo, er nu gammel nok til at flytte til en anden zoo. Søndag rejser den til Edinburgh Zoo.

På billedet herover ses Rainbow som helt lille sammen med sine hanforældre.

Flytningen sker som led i Odense Zoos avlssamarbejde med andre zoologiske haver, og Edinburgh Zoo er kendt for sit gode anlæg til pingviner.

Pingvinungen blev i sin tid døbt Rainbow, fordi børn, som vokser op hos homosexuelle forældre kaldes regnbue-børn i folkemunde.

Bag det hele gemmer sig en ret speciel historie.

Personalet i zoo havde bemærket, at to af deres kongepingvin-hanner dannede par, hvilket af og til sker blandt kongepingviner.

I yngletiden blev de skruk og viste trang til at ruge. Så meget, at de i 2013 begyndte at ruge på døde sild.

Utro hunpingvin

Samtidig skete der det, at en hunpingvin parrede sig med en han og fik æg.

Men hun forlod ham, parrede sig med anden han og fik endnu et æg, hvorefter hun også forlod ham.

Pludselig havde zoo to enlige pingvinhanner, og det er problematisk, fordi pingvinpar normalt skiftes til at ruge æg.

Derfor valgte man at give det ene æg til de to homosexuelle hanner, og de tog opgaven på sig i fin stil.

Rainbow kom til verden og blev passet af de to hanner til han kunne klare sig selv.

Flot pingvin med godt sind

Personalet på Odense Zoo er lidt vemodige over at skulle af med Rainbow, som de beskriver som en meget flot, god og rolig fyr.

Desuden er han lidt specielt, fordi noget afv hans næb er hvidt. Normalt er kongepingviners næb helt sorte med orangegule strejf.

Edinburgh Zoo har webcam på deres pingvinanlæg, så her kan man fra søndag følge med i Rainbows gøren og laden.

Ved du noget? Så send os et tip